Besøg på Lautoka Hospital

I forbindelse med mit frivillige arbejde her på Fiji er det nu blevet til to såkaldte ”outreach-klinikker” til mere afsidesliggende dele af Ø-gruppen. Outreach-klinikker består i at ”eksperter” fra Colonial War Memorial (CWM) hospitalet i Suva tager ud og ser på patienter der er særligt udfordrende i forhold til at stille den rigtige diagnose og finde den rigtige behandling. Der er jo desværre ingen neurologer på Fiji, og i en periode blev de neurologiske-problemstillinger varetaget af min gode kollega på CWM Dr. Shrish Acharya. I de sidste 4-5 år har det dog ligget helt stille med de neurologisk besøg, da Dr. Shrish har haft travlt som leder på den medicinske afdeling på CWM. Sammen med Dr. Shrish har jeg nu været på to outreach besøg til sygehusene i Lautoka (den vestlige del af hovedøen) og til Labasa (på Fiji næststørste ø, Vanua Levu). Besøgene har været udfordrende, vi har set meget syge patienter, stillet diagnoser på usikkert grundlag, rystet på hovedet over tidligere behandlingsforsøg og stået i vanskelige etiske dilemmaer. Først lidt om turen til Lautoka, jeg vil bestræbe mig på at gøre det forståeligt for ikke læger, og så må eventuelle læger bære over med simplificeringerne.

Lautoka, også kaldet ”the Sugar City” (der er stor produktion af sukkerrør i området) er Fijis næststørste by. Lægerne på Lautoka havde lavet en liste med patienter der skulle ses og mange var sejlet til fra mere fjerntliggende øer. Patienterne blev kort fremlagt af en ung læge, og så var det ellers bare at gå i gang, venteværelset var fyldt.

Det var enkelte overskuelige problemstillinger som migræne og discus prolap, men også langt mere udfordrende og alvorlige tilstande som Parkinsons sygdom og svær behandlelig epilepsi. Størst indtryk gjorde en mand midt i fyrrene der mødte op alene (de fleste kom ellers med deres familie), han fortalte om problemer med nedsat muskelkraft, udtrætning, talebesvær og faldtendens der var tiltagende over de sidste i hvert fald 5 år. Han var indisk af oprindelse og foretrak at tale sit modersmål, Hindi. Så den unge læge fra Lautoka måtte hjælpe med at oversætte. Klager over muskelkraftnedsættelse, udtrætning og faldtendens kan have mange årsager, og uden adgang til yderligere undersøgelser som skanninger, eller nerveledningsundersøgelser kan det være svært at stille en præcis diagnose. Hos manden her viste det sig dog, at der var nogle ledetråde. Han havde et lidt specielt udseende med indsunkne tindinger og vigende hårgrænse. Han angav sig sund og rask fra tidligere, men var dog opereret for gråstær på begge øjne. Hov, der vågnede jeg lige op… Kunne det være Dystrophia Myotonica (DM), en arvelig muskelsygdom? Dystrophia Myotonica er udover netop det karakteristiske udseende og tendens til græstær, kendetegnet ved det specielle fænomen, myotoni. Ved myotoni er det svært for patienten at afslappe en muskel efter brug og der kan nemt udløses en form for kramper, f.eks. ved et slag på musklen. Et slag med min refleks-hammer på tommeltottens-muskulatur bekræfter mistanken, musklen spænder op, manden har Dystrophia Myotonica.

Arvelige muskelsygdomme er relativt sjældne, men bedømt på tal fra andre dele af verden må der alligevel være over 100 patienter med sygdommen på Fiji, men så vidt vides endnu ingen der har fået stillet diagnosen. I Danmark ville det næste skridt være at få lavet en genetisk undersøgelse, så man er 100% sikker. Gentest kan ikke laves på Fiji, og andre undersøgelser som elektromyografi (undersøgelse af muskelaktivitet med nål) eller muskelbiopsi er heller ikke en mulighed her. Men ok, jeg har da set et par patienter med DM før, så jeg var nu ikke meget i tvivl om diagnosen. Men hvad nu? Sygdommen kan desværre ikke kureres, og der er ikke nogen rigtig god behandling. Tankerne kører lidt rundt i mit hoved, hvad siger man? Den stakkels mand er mødt op uden sin familie, han har faktisk 4 børn (en del patienter med DM kan faktisk ikke få børn). Den ældste, en datter i 20erne, er netop blevet gift og håber på snart at blive mor. Den slag er altid rart at vide når man mistænker en arvelig sygdom. Rådgivning om arvelig sygdom er altid vanskelig, og her var udfordringen endnu større. Jeg er jo på udebane med hensyn til både kultur, sprog og sundhedssystem. Jeg havde brug for at købe tid! ”Vi bliver nød til at se dig igen når du har din familie med” fik jeg forklaret ”… og der skal laves en undersøgelse hos en hjertelæge” (sygdommen kan også påvirke hjertet). Jeg havde brug for at diskutere den videre plan med min lokale kollega Dr. Shrish. Umiddelbart kendte han ikke til sygdommen, og inden vi sendte patienten ud af døren måtte jeg lige demonstrere Myotoni er par gange for både ham og diverse yngre læger der kom forbi. Ved Dystrophia Myotonica er der en slags ustabilitet i et gen, det medfører at funktionen af genet forværres fra generation til generation. Det betyder at der er 50% risiko for at et barn arver sygdommen og at sygdommen i mange tilfælde vil være mere udtalt hos børnene end hos forælderen. I Danmark vil man kunne tilbyde ægtransplantation og foster-diagnostik, så børnene ikke arver sygdommen, men ikke på Fiji. Jeg foreslog Dr. Shrish at vi skulle indkalde patienten igen med familien, undersøge alle børnene for tegn på myotoni og forklare dem om sygdommen, henvise dem til hjerteundersøgelser og fysioterapi. Dr. Shrish var af en anden mening: ”det er nok bedst ikke at fortælle manden og familien, at det kan dreje sig om en arvelig sygdom”. Dr. Shrish forsætter: ”Patientens datter vil måske komme i problemer, hvis det kommer ud at hun kan have en arvelig sygdom. Det er sandsynligt at svigerfamilien vil kræve en skilsmisse hvis der er risiko for syge børn, og patientens datter vil så højst sandsynligt ikke kunne blive gift igen, og på den måde vil hun gå en meget usikker fremtid i møde (uden forsørgelse). Hvis halvdelen af børnebørnene risikerer at få sygdommen, er den anden halvdel til gengæld raske, og så må de jo bare få nogle flere børn”. Hm, tænker jeg, det er selvfølgelig en pointe. Vi må tænker os godt om og finde den rigtige løsning. Nu er han i hvert fald indkaldt til en ny samtale med sin familie, og jeg bliver altså nød til at finde endnu en tid til at komme til Lautoka inden turen går hjem til Danmark igen. Fortsættelse følger…

Så blev venteværelset tømt!

Søndagsløbetur og dropbehandling i vejkanten

Pyha, så faldt temperaturen lige et par grader og endnu bedre luftfugtigheden kom lidt ned. Motiveret af de nu helt behagelige 29 grader tog Anne og jeg en søndagsløbetur langs Suvas ”Seawall”, her er både god udsigt til havet og lidt god frisk luft. På trods af de optimale omstændigheder bliver det nu alligevel utroligt varmt at løbe i solen, og man drømmer hurtigt om noget koldt at drikke og hoppe i (giv mig en pool nu!).

Efter et par kilometers løb kommer vi forbi tre fyre i vejkanten. To af dem sidder med en nål i armen og en droppose i hånden. Jeg når lige at overveje om de mon har en ekstra droppose jeg kan få. Det virker nu godt nok lidt påfaldende at sidde der med dropposer i græsset. På det tidspunkt er jeg så svedt og udkørt at jeg mental leder efter en god undskyldning for at gå det sidste stykke tilbage til bilen. Så kommer jeg heldigvis i tanke om mit lægeløfte, og føler at jeg da bliver nød til at stoppe og høre om de har brug for hjælp.

Det viser sig at det er to patienter der er fløjet med helikopter fra en af de små øer og skal på sygehuset (CWM) her i Suva. De er blevet sat af på en græsplæne nede ved vandet. Den ene patient er en ung tysk fyr som fortæller at han har Dengue feber. Det er tydeligvis hans forsikring der har gjort det muligt at flyve med helikopter til Suva. Den anden fyr med drop fortæller at han lige en blevet opereret for blindtarmsbetændelse (han ligner ikke en der har haft råd til en helikopter). Nu sidder de så i vejkanten og venter på en ambulance der kan køre dem til sygehuset. De har siddet og ventet i 20 minutter.

Baseret på mine erfaringer med ambulancer på Fiji så kan de godt risikere at vente en hel del længere, Dengue feber eller ej. Der er alt for få ambulancer på Fiji. Ambulance er også så meget sagt, da langt de fleste ikke har sundhedsuddannet personale med, og mest af alt svarer til en stor taxa der kan køre med udrykning. Mange af dem køres da også af taxa chauffører.

Da ingen af patienterne lader til at være i overhængende livsfare beslutter jeg mig for at give mit telefonnummer til dem og løbe (ja nu har jeg jo hvilet lidt) tilbage til bilen for at give dem et lift til sygehuset. Heldigvis bliver de i mellemtiden hentet og kommer afsted til CWM. Mon jeg lige skal smutte forbi og kigge til dem i morgen, når jeg alligevel er på sygehuset…

Saften fra en grøn kokosnød er slet ikke så dårlig når væskebalancen skal genoprettes efter en løbetur

Frivilligt lægearbejde på Fiji, første indtryk

Efter mange besøg hos Fiji Medical Council lykkedes det mig endeligt at få en midlertidig tilladelse til at arbejde frivilligt som læge på Fiji, YES! Jeg arbejder sammen med Dr. Shrish Acharya der leder den medicinske afdeling på Colonial War Memorial hospital, i daglig tale kendt som CWM. CWM er Fijis svar på Rigshospitalet og uden sammenligning det største hospital på Fiji. Mine første arbejdsdage har været virkeligt interessante og lærerige. Det lader til at hospitalet er kronisk overbelagt, aktuelt er der et udbrud af sygdommen leptospirosis på Fiji og der har i de her dage været en belægningsprocent på 230%. Det vil sige der er mere eller mindre patienter over det hele også på gangene. På børneafdelingen har de taget venteområdet til ambulatoriet i brug til senge og der står 10-15 senge i et stort åbent område med små børn og ammende mødre. På børneafdelingen er situationen særligt kaotisk da mange børn er indlagt fra andre øer her på Fiji og familien derfor i mange tilfælde er kommet med til hovedstaden, men ikke har noget sted at være. Hele området minder mig mere om en stor spejderlejr end et sygehus. Familierne tager alverdens ting med ind på sygehuset, tøj, mad og jeg ved ikke hvad. Det resulterer i en del problemer med blandt andet kakerlakker og hurtigt spredning af infektioner mellem alle de indlagte børn og familier. Heldigvis, er det ikke primært der jeg har min arbejdsgang da det virker HELT uoverskueligt.

Jeg har aftalt med Dr. Acharya, at jeg som udgangspunkt kommer på CWM 1-2 dage om ugen, men her den første tid er det blevet til meget mere end det. Det er tydeligt, at de kan bruge min kompetencer, og samtidig har jeg jo ikke arbejdet i 4 måneder, så jeg er KLAR! Der er ingen speciallæger i Neurologi overhovedet på Fiji, og neurologiske problemstillinger varetages af diverse internmedicinske læger, hvoraf enkelte har en særlig interesse for neurologi, men altså ingen speciallæge-uddannelse.

View fullsize

View fullsize

View fullsize

View fullsize

Udenlandsk læge og kommunikation

En af de helt store udfordringer er kommunikation med patienterne. Som neurolog møder jeg jo tit patienter med tale- og forståelses-problemer, men her på Fiji er der lige lidt ekstra udfordringer. Befolkningen her på Fiji består af to store befolkningsgrupper, ”Fijians”, der er de oprindelige beboere på øerne (ca. 50%), og ”Indo-Fijians” (ca. 40%) der er efterkommere af den store gruppe af Indere, som englænderne ”importerede” til øerne under kolonitiden. Som en konsekvens heraf har Fiji tre hovedsprog, Fijian (som igen har mange undertyper), Hindi (også kaldet Fiji Hindi) og Engelsk. De fleste beboere på Fiji taler kun engelsk, når de er i det offentlige rum, og bruger Hindi eller Fijian derhjemme. Ude på de små øer tales der ikke så meget engelsk, og man kan derfor også møde Fijians, der ikke kan tale engelsk, eller taler meget dårligt engelsk. Mange af patienterne på sygehuset foretrækker af gode grunde at kommunikere på deres modersmål, og da jeg hverken kan Hindi eller Fijian, er det lidt vanskeligt. Jeg følges dog oftest med en yngre læge, men de færreste læger taler både Fijian og Hindi, så det er en fordel at finde en Indisk læge, hvis man skal tale med en Indisk patient, og tilsvarende hvis det er en Fijian patient.

Når kommunikationen er svær, som f.eks. efter en blodprop i hjernen, er det er fordel at sørge for, at der er uforstyrrede rammer, når man skal snakke, men det er også helt umuligt her. Som sagt står sengene jo tæt pga. overbelægning, men derudover er der generelt en del larm. Tag nu f.eks. i vores ambulatorie-område, der er et utæt rør (jeg tror det er med ilt), der konstant larmer, så man næsten ikke kan høre, hvad patienterne siger (se video). Det er mig ubegribeligt, hvorfor det ikke bliver fikset, men sådan er der så meget på Fiji. Der er dog én god ting ved larmen for røret. Det giver en lille smule privatliv til patienterne, der ellers må finde sig i at sidde i små rum med kun et lille gardin for ud til en gang, der er stopfyldt med ventende patienter. Hvis det ikke var for larmen fra røret, ville alle på gange da kunne høre hvad vi snakkede om.

Sygdom og forventning til behandling

Efter de første par dage på sygehuset er mit indtryk, at mange af de sygdomme, der er her på Fiji, er de samme som i Danmark. Der er selvfølgelig en del infektionssygdomme, vi ikke ser i Danmark, men de neurologiske sygdomme er stort set de samme, bortset lige fra Dissemineret Sclerose, som de påstår, at de slet ikke har… Med andre ord har jeg set patienter med blodprop i hjernen, kræft i hjernen, Parkinsons sygdom, demens, hovedpine, nervebetændelse og selvfølgelig epilepsi. Selvom sygdommene er de samme, er det alligevel meget anderledes. Generelt har patienterne ikke store forhåbninger til, at sygehuset kan hjælpe dem (af god grund). De fleste går ikke til læge, før det er absolut nødvendigt, og de tager først på sygehuset, når de tror, at de alligevel snart skal dø (hvilket så også ofte er tilfældet). En af de første patienter jeg så, var en 46 årig kvinde, der fik problemer med følesansen i det ene ben tilbage i november. I starten af februar kom der også nedsat kraft i benet, og efter ca. 14 dage kunne hun ikke længere gå, nu var begge ben dårlige. Efter at have været sengeliggende i 3 uger endte hun noget mod sin vilje på sygehuset. Da jeg så hende en af de første dage i marts havde hun smerter i ryggen og klare tegn på skade af rygmarven: ændret følesans fra midt på brystet, nedsat kraft i begge ben samt problemer med at styre vandladning. En akut situation, der i Danmark der ville føre til en hurtigt skanning af ryggen. På CWM har vi to skannere; en CT-skanner og en MR-skanner, så det er slet ikke så dårligt. Jeg bad den søde yngre læge om at bestille en skanning med det samme! Desværre var MR-skanneren ude af drift, så hun fik en tid til CT, i slutningen af April… Heldigvis kom MR maskinen i gang igen, og efter et par dage fik hun sin skanning. Så var problemet bare, at der kun er én røntgenlæge, der kan kigge på MR-billeder på Fiji (han er ikke ret god til det), og han er aktuelt på orlov. Billederne viste dog tydeligt, at problemet var i knoglerne i rygraden, og at det var trykket på rygmarven, der forårsagede problemerne i benene. Så vi fik arrangeret en overflytning til kirurgisk afdeling. Næste dag, da jeg gik forbi for at kigge til hende, var hun udskrevet??? Jeg er helt perpleks. Sygeplejerskerne fortæller, at hun er sendt hjem, indtil hun kan komme ind til en operation måske om en uge? Nu er jeg spændt på om vi ser hende igen eller om hun vælger at blive hjemme, og som mange andre her tro på at gud kan hjælpe dem bedre end lægerne. Jeg begynder at forstå hvorfor mange her er af den opfattelse…

3 måneders krise?

I dag er det præcis tre måneder siden at vi forlod Danmark og startede vores Fiji eventyr. Hvis i har flugt med her på siden ved i, at der har der har været mange store oplevelser, men det er også blevet hverdag. Helt naturligt er det ikke så sjovt længere, når livet ikke kun er hvide sandstrand og snorkling. Jeg tror fortsat Anne har det virkeligt godt på hendes arbejde, men resten af familien er ramt af lidt af en 3 måneders krise. Selvom den nye skole faktisk er rigtig god (uden tvivl det bedste valg), så er det alligevel en hård tid for begge børn. De har været syge med forkølelse og feber og har måtte tage et par sygedage, hvilket ikke har gjort det nemmere at falde til på skolen. De er ret drænede for energi når de kommer hjem, og så er der jo lektier der skal laves.

Som teenager har Emil det nemt med at give udtryk for sin frustration. Det mest positive der kommer ud af munden på ham er ”det er ok”, der så mange gang faktisk viser sig at betyde ”nej (tak)”.

Far: “Emil vil med du med ned på markedet og købe ind?”

Emil: ”(nej) det er ok”, hvor nej altså på en eller anden måde er underforstået eller udtalt så lavt at man ikke kan høre det.

Jeg overvejer lidt om jeg skal lave mit ”velkommen hjem fra skole” spørgsmål om fra ”har du haft en god dag” til ”hvor dårlig har din dag været”?

Selv umiddelbart positive oplevelser viser sig på en eller anden måde at være noget lort. Jeg tror han lever lidt efter ordsproget ”der er ikke noget der er så godt, at det ikke er skidt for noget”. Tag nu f.eks. i tirsdags hvor Emil skulle til en svømmetest, som han var lidt nervøs for at klare dårligt. Han kommer så hjem og fortæller at han var den bedste på holdet, og den hurtigste til at svømme crawl. “FEDT MAN” siger jeg så! Men nej, det viser sig så at han som følge deraf, nu skal viser alle de andre børn hvordan man svømmer diverse svømme-arter og samtidige har meget svært ved at forstå og høre instruktionerne fra den meget gnavne gamle og overvægtige svømmetræner. Nu ønsker han sig vist tilbage til en mere anonym rolle i svømme-timerne…

Sofies humør er jo som altid generelt godt, med periodevise totale nedsmeltninger (et personlighedstræk der går igen hos andre kvinder i familien, ingen nævnt ingen glemt). Hun har ellers også sine udfordringer. Specielt er det jo fortsat svært med sproget når alt foregår på engelsk.

I denne uge har de haft et emne om ”Social injustice”. Sofie kommer hjem og spørge hvad injustice præcis betyder? Hun vidst godt at ”justice” betyder retfærdighed, så hun havde resoneret sig frem til at injustice måtte betyder at være lige der ”in” midt i retfærdigheden. Så gav læreren nogle eksempler på ”Social injustice” og det gav ligesom ikke mening…

Alle de andre fag foregår jo også på engelsk. F.eks. faget ”world languages” hvor de i Sofies klasse bliver introduceret til sprogene Hindi, Mandarin, Fiji og Fransk inden de så til næste år skal vælge et af sprogene som de så fortsætter med i 6. klasse. Aktuelt lærer Sofie så Hindi, hvor undervisningen foregår på engelsk, det er altså svært at følge med i, og ikke let for mig at hjælpe med når hun kommer hjem. Jeg synes godt nok jeg kan rigtigt meget, men lige Hindi, nej vel…

I et forsøg på at styrke det engelske havde jeg tilmeldt Sofie til fritidsaktiviteten ”English for non-native speakers” som er hver onsdag-eftermiddag på skolen. Efter den første onsdag eftermiddag er jeg meget spændt på at høre hvordan det er gået. Det viser sig så at Sofie har været til ”Prime Time Math Club” (en aktivitet for elever der har særligt talent for matematik) i stedet??? Jeg spørger til hvordan det kan være og det er lidt svær at blive klog på. Men pludselig var alle børnene væk fra Sofies klasse og hun kunne vist ikke lige huske hvad hun skulle. Så fik hun heldigvis øje på en veninde fra klasse og gik med hende, hun skulle åbenbart til matematik. Men ”Prime Time Math Club” er åbenbart sjovt, så nu går hun til det i stedet, det er jo også på engelsk. To fluer med et smæk…

Som familie-ansvarlig CFO tager humøret lidt farve efter resten af familien, så krisen har også smittet lidt af her. Til min store frustration er det endnu ikke lykkedes at få godkendt mine papirer så jeg kan lave lægearbejde her på Fiji. Men det er en laaaang historie som jeg lover at skrive et indlæg om senere (når der forhåbentligt er en lykkelig slutning på historien). I mellemtiden forsøger jeg er håndtere krisen med musik (tak til Tina Dickow) og hård fysisk træning (jeg lover at gå i gang, når det ikke er så varmt længere). Og her nu hvor klokken snart er 11.00, vil jeg typisk have så ondt af mig selv, at jeg vil gå på udkig efter et eller andet at trøstespise mens jeg vasker tøj (eller anden lignende meningsløs aktivitet). Et hurtigt blik i skabene i dag afslører, at der ikke er meget der frister. Jeg finder dog lidt af Emils hjemmelavede chokolade (jeg får ikke tak for at sætte det til livs) og der er selvfølgelig iskold Gin og Tonic… Jakob vær stærk ikke før middag…

Ny titel CFO

Det er ikke kun Anne der har fået udfordringer på sit nye job. Jeg har jo også fået ny arbejdsopgave og titel som CFO, Chief Family Officer. Det er et nyt, stort og relativt ukendt ansvarsområde for mig. Som CFO har det været en meget travl periode her hvor skolerne starter igen efter sommerferien. Skolestart er ikke helt så ligetil som i Danmark. Jeg har fået meldt børnene ind i tre forskellige skoler, købt 3 sæt forskellige skole-uniformer, købt to stole-borde-sæt (var nødvendigt for at få plads på den ene skole), talt med 2 skoleledere, 5 sekretærer, 4 skolelærere, 1 pedel og endeligt startet ungerne på 2 forskellige skoler. Stor succes hvis jeg selv skal sige det!

Skoleuniforms-butik

Vi er ikke de eneste der er i sidste øjeblik

Første skoledag, første skole

Første skoledag, anden skole

En træt CFO der tænker på Gin og Tonic (og nej der har ikke engang været tid til at tage til frisøren)

De er nu endeligt indmeldt og startet på International School Suva, som er en privatskole her i Suva med børn fra 44 forskellige lande. Børnene har været i skole i 3 dage og jeg synes at det er gået over al forventning (ingen er endnu kommet grædende hjem fra denne skole). Fredag var vi til åbningsceremoni på den nye skole og hilste på lærerne og nogle af de andre forældre. De fleste familier på skolen er det jeg vil kalde ”professionelle expats”. Det er familier fra primært Australien, New Zealand og USA, der har arbejdet over alt i verden. Så snakker går hurtigt på, hvor man har været sidst og hvordan Fiji er anderledes end Angola, Malawi eller Burma (vi lytter mest). Fordelen er, at skolen er vant til at modtage mange nye børn fra alle dele af verden, så her er alle anderledes, og de børn, der ikke længere er helt nye, sætter en ære i at hjælpe ny ankomne godt i gang. Et hurtigt blik på Sofies klasseliste giver et godt indtryk af variationen.

Sofies klasselærer hedder endda Mr. Peter Lundin, hvilket jeg synes er helt perfekt, når nu vores familie har en særinteresse for retspsykiatri. Mr. Lundin (som i øvrigt udtaler sit navn ”Mr London”), er tredje generations New Zealænder og familien er oprindeligt fra Sverige. Umiddelbart virker han ret fredelig, men igen jeg er jo ikke Rets-psykiater. Jeg ved ikke, om han er klar over, at han er navnebror med en af Danmarks mest berømte mordere. Jeg tror lige jeg skal lære ham lidt bedre at kende inden jeg bringer det på banen.

Skolen ligger 5 km fra, hvor vi bor, så det er alt for langt at gå. Heldigvis kører en af skolebusserne lige forbi vores lejlighed, så det kan ikke være nemmere. Ungerne skal bare på bussen kl. 7.10, og så er de vel hjemme igen ved 15-tiden. Med hensyn til videre karriere-pleje af den nye CFO-karrierevej har jeg været opsøgende og fundet et par andre mandlige CFOer, som også har været heldige at få deres arbejdende koner til at tage dem med til Fiji. Vi planlægger nu at starte en lille ”Beachclub” (arbejder fortsat på navnet), så vi kan mødes og erfarings-udveksle… Jeg kan allerede forstå på de andre, at det er vigtigt at finde godt personale som rengøringshjælp og den slags, det skal nok blive godt!

Kava

Kava er en traditionel drik i store dele af Stillehavet, og også på Fiji. Drikken fremstilles af roden fra roden fra Kava planten (Piper methysticum). Det er fortsat god skik at medbringe en gave til høvdingen, som Kava, hvis man inviteres til at besøge en landsby på Fiji. Så da vi planlagde vores tur til landsbyen ved Rakiraki og ovetnatning hos Jioji og Alisi tænkte vi at vi hellere måtte anskaffe os noget Kava. Heldigvis kan det nemt anskaffes på markedet i Suva. Efter en kort forhandling var jeg den heldige ejer af en stor fin Kava-rod fra Fiji-øen Kadavu.

Den stolte ejer af en god lang Kava-rod!

På vej tilbage til hotellet med en stor Kava rod i hånden får man en del beundrende blikke og kommentarer. En Kava rod er god hvis man f.eks. skal købe noget jord (forud for en forhandling) eller hvis man har fundet den helt rigtige pige og lige skal have overtalt hendes far til at et bryllup er en god idé…

Da vi ankom til landsbyen ved Rakiraki blev vi inviteret til Kava ceremoni med deres høvding. Roden blev knust og pulveret opløst i vand.

Vi sad alle i en rundkreds med Jioji og høvdingen og drak på skift af den halve kokosnød med Kava. Efter den første kop kan man mærke en let sovende/bedøvet fornemmelse i munden og tungen og talen kan blive lidt utydelig. Anne og børnene tog en enkelt kop af en lidt mild Kava.

Herefter blev der blandet mere pulver i vandet og jeg tog en enkelt kop mere med mændene. Under ceremonien snakkede vi lidt frem og tilbage om Fiji og Danmark. Vi fik fortalt at både Anne og jeg har boet på en gård, og så faldt snakken hurtigt på landbrug, priser på sukkerør og svinekød. Høvdingen spurgte mig også lidt til råds om en af beboerne i landsbyen der havde problemer med rystelser, var det epilepsi eller fordi han drak for meget alkohol og Kava spurgte han? Ja, et godt spørgsmål som vi ikke helt nået frem til et svar på.

“Kava virker beroligende og angstdæmpende. De aktive stoffer i Kava hedder Kavalactoner, og virker via signalstofferne GABA, noradrenalin samt nedbrydnings enzymet monoamin oxidase B. Systemer der er involveret i angst og depression. Kava har da også en angstdæmpende effekt, og kan på den måde minde om alkohol. Kava er dog mere sløvende end alkohol, og som de forklarede os i landsbyen så bliver du ikke råbende og dansende hvis du har fået Kava, du sidder bare og sover. I landsbyen havde de ikke meget negativt at sige om Kava, men det er velkendt at langvarig brug kan give en særlig hudsygdom (kava dermopathy eller kani kani) og kan være giftigt for leveren. Det forlyder også at man kan udvikle en form for afhængighed, selvom det ikke er så udtalt som for alkohol.”

— Jakobs Kava faktaboks

Farvel til oldemor Bodil

I tirsdags døde min gamle farmor, Bodil. Da vi sagde farvel til hende, inden vi rejste, vidste vi godt, at det nok var sidste gang, vi så hende. Hun har længe givet udtryk for, at der ikke var meget sjov tilbage i livet for hende, da mange af hendes venner er døde. Det vigtigst for hende var hendes børnebørn og oldebørn. Men til sidst var det også svært for hende at huske, hvem der var hvem af de 7 oldebørn. Alligevel er det trist og specielt at sidde på den anden side af jorden, mens familien skal sige farvel og holde begravelse. Jeg føler mig lige pludselig akkurat lige så langt væk fra, Danmark som vi er.

Afstanden bliver lidt mindre med al vores teknologi: Internet, Skype, Facebook osv. Min søster Marie var så sød at lade mig være med på Skype via hendes telefon, mens de var i kirke (Tak Marie). Men at sidde i pool-området i baren på hotellet (der er wifi bedst) og deltage i en begravelse en lørdag aften (lørdag formiddag Danmark), mens alle omkring en er i lørdag-aftens-fest-humør er godt nok specielt og slet ikke det samme, som at være der selv.

For selv at sige farvel til farmor/oldemor tog vi i kirke her på Fiji søndag i stedet. Der er mange forskellige trosretninger her, men de fleste er Metodister. Vi fandt en af de største Metodisk kirker i Suva og gik til gudstjenesten kl. 10.30. Det var lidt af en oplevelse. Der var et stort og rigtigt godt kirkekor, så sangene kunne vi nyde, med det viste sig, at hele prædiken foregik på Fiji-dialekten Bau, så der blev tiden lidt lang. Alle var dog rigtigt søde, og undervejs i ceremonien slog præsten over i engelsk for at give en særlig velkomst i kirken til vores familie. Vi blev bedt om at rejse os op, så alle kunne sige velkommen til os…

Efter endt gudstjeneste kom flere over for at hilse på. Vi fortalte, at vi var kommet for at mindes vores farmor/oldemor, da vi ikke kunne deltage i begravelsen i Danmark dagen før. Det viste sig, at vi kendte en af korsangerne lidt, da hun arbejde i det ministerium, som har ansat Anne. Så blev vi ellers fotograferet til kirkens Facebook side.

VI GØR FREMSKRIDT

Sikke en fantastisk dag i dag. Det lykkedes Anne at få hende arbejdstilladelse, så nu er i landet på lovligvis de næste 6 måneder. Vi har også fået vores nye bil, en Honda Fitt hybridbil.

Den nye bil på første tur

Men dagens helt store overraskelse kom da vi gik en tur i byen for at købe tandpasta og Kava (mere om Kava senere). Hvem møder man der mit i Suva? Min dejlige kusine Ditte (@ditteclemen)! Vi vidste godt at hun var på Fiji, men at løbe ind i hende helt tilfældigt i Suva var en vild overraskelse. Vi håber at se mere til Ditte inden hun rejser hjem.

For at det ikke skulle være nok så mødte Anne og ungerne også en dansk familie i poolen på vores hotel. De var lige ankommet til Suva og skal være her i 3 år, mon ikke vi også ser mere til dem? Vi har i hvert fald inviteret dem på middag når vi har fundet et sted at bo. Ja det med bolig går det fortsat lidt trægt med. Vi så et rigtigt godt sted i dag, men det var under renovation. Desuden, var det lidt over vores budget, men vi har jo heldigvis en nordjyde med der ved hvordan man forhandler, så måske vi alligevel har en chance der, vi får at se.

Et sted i luften mellem Hong Kong og Fiji

Hold op nogle hektiske uger vi har haft op til afrejsen. Men nu er vi altså på vej, ja faktisk er vi næsten fremme. Der er ca. 2 timer til vi lander i Fiji! For mig har der været travlt med arbejde lige til afrejse. Det sidste vigtige møde fredag i Aalborg, ind og ordne de sidste ting på Neurologisk afdeling søndag og så afrejse mandag. Og så var der lige oprydning i huset så det var klar til de nye lejere.

Nu er der overskud til at glæde sig og tænke på, hvad det her faktisk indebærer! Det mest spændende lige nu er vel om vi kan komme ind i Fiji da vi ikke har et visum. Det lykkedes efter lidt diskussion at få lov at komme på flyet i Hong Kong…

Når vi først er landet, kan vi kigge på de andre små detaljer som Annes kontrakt, et sted at bo, en skole til børnene og måske en bil og et surfboard.

Men hvad så derefter? Hvad vil livet på Fiji byde på? Ingen tvivl om at der bliver mange store oplevelser. For mit vedkommende bliver det også en ny ting at være den ”medfølgende ægtefælle”. Jeg er spændt på hvor meget tid det ender med at kræve og hvor meget ”Jakob tid” der er tilbage. Jeg forestiller mig at Anne får ret travlt. Hun bliver jo den eneste Psykiater i landet, og med et helt hospital at passe.

Jeg har overvejet om der kunne være plads til lidt neurologisk kliniske arbejde for mig på Fiji. Vi har før haft rigtigt gode oplevelser med at arbejde i udlandet, da man møder folk på en hel anden måde end når man er turist. Her tænker jeg specielt på vores ophold i Yuendumu i Central Australia. For at afsøge mulighederne for lidt kliniske arbejde har jeg skrevet til lederen af deres hospital Colonial War Memorial hospital for at høre om de kan bruge en neurolog. Han har sat mig i kontakt med Dr. Shrish Acharya. Dr. Shrish Acharya er mediciner og vist det tætteste man kommer på en neurolog på Fiji. Dr. Acharya er specielt interesseret i epilepsi og arbejder på at øge forståelsen for sygdommen på Fiji. Jeg faldt over denne interessante artikel, hvor han skriver om det vigtige i at tage sit barn til læge og ikke til heksedoktor. Husk det nu derhjemme!

GÅ TIL LÆGE IKKE HEKSEDOKTOR

Dr. Acharya arbejder også frivilligt for en organisation der hedder ”Health on wheels” der tager ud til de små landsbyen på Fiji og undersøger børn og vokse. Måske der byder sig en mulighed for lidt frivilligt arbejde der! Men det skal jo være noget der kan passes ind med at være den hjemmegående. Vi får at se! Men allerførst, kryds lige fingre for at vi får lov at komme ind i landet…

Risskov november 2018

Så er billetterne købt til Fiji, wow… Det er en af den slags ting jeg aldrig selv var kommet i tanke om at kaste mig ud i.

JEG HOLDER AF HVERDAGEN

Men ok fest, farver og entusiasme er da heller ikke at foragte. Og der er det jo godt at jeg har Anne! Så nu hvor hele familien er på den anden side med udsigten til at livet på en stillehavsø er det lidt svært at bevare pessimismen. FEDT, vi skal til Fiji!

Det er surrealistisk at det faktisk bliver til noget. Altså, Anne og Sofie er jo leveringsdygtige i mange gode og vilde idéer hver dag, og langt fra alle viser sig at blive til noget. Så da idéen om at rejse til en stillehavsø opstod, efter at have set en udsendelse på DR Ramasjang tog jeg det ikke sådan helt alvorligt i starten… Ok, vi mangler fortsat en ansættelses-kontrakt, et sted at bo og en skole til børnene, men vi har flybilletterne!

Så der skal styr på alle de praktiske ting herhjemme. Neurologisk Afdeling har givet mig orlov og der er heldigvis mange kompetente kollegaer til at passe mine patienter mens jeg er væk. Diverse forskningsprojekter ser ud til at overleve mens jeg er væk. Pyha, det har været svært at tage den snak med kollegaer og chefer. Men stort set alle jeg har snakket med kan godt se at det her eventyr ikke er til at sige nej til, tak til jer, jeres forståelse har gjort det meget nemmere for mig!

Jeg er ret sikker på at jeg kommer til at savne mit arbejde herhjemme, men det er vel bare et privilegie at have det sådan. Venner og familie vil også blive savnet, men faktum er at jeg har set alt for lidt til vennerne i den sidste tid, så på den måde bliver Fiji ikke meget anderledes.