Et sted i luften mellem Hong Kong og Fiji

Hold op nogle hektiske uger vi har haft op til afrejsen. Men nu er vi altså på vej, ja faktisk er vi næsten fremme. Der er ca. 2 timer til vi lander i Fiji! For mig har der været travlt med arbejde lige til afrejse. Det sidste vigtige møde fredag i Aalborg, ind og ordne de sidste ting på Neurologisk afdeling søndag og så afrejse mandag. Og så var der lige oprydning i huset så det var klar til de nye lejere.

Nu er der overskud til at glæde sig og tænke på, hvad det her faktisk indebærer! Det mest spændende lige nu er vel om vi kan komme ind i Fiji da vi ikke har et visum. Det lykkedes efter lidt diskussion at få lov at komme på flyet i Hong Kong…

Når vi først er landet, kan vi kigge på de andre små detaljer som Annes kontrakt, et sted at bo, en skole til børnene og måske en bil og et surfboard.

Men hvad så derefter? Hvad vil livet på Fiji byde på? Ingen tvivl om at der bliver mange store oplevelser. For mit vedkommende bliver det også en ny ting at være den ”medfølgende ægtefælle”. Jeg er spændt på hvor meget tid det ender med at kræve og hvor meget ”Jakob tid” der er tilbage. Jeg forestiller mig at Anne får ret travlt. Hun bliver jo den eneste Psykiater i landet, og med et helt hospital at passe.

Jeg har overvejet om der kunne være plads til lidt neurologisk kliniske arbejde for mig på Fiji. Vi har før haft rigtigt gode oplevelser med at arbejde i udlandet, da man møder folk på en hel anden måde end når man er turist. Her tænker jeg specielt på vores ophold i Yuendumu i Central Australia. For at afsøge mulighederne for lidt kliniske arbejde har jeg skrevet til lederen af deres hospital Colonial War Memorial hospital for at høre om de kan bruge en neurolog. Han har sat mig i kontakt med Dr. Shrish Acharya. Dr. Shrish Acharya er mediciner og vist det tætteste man kommer på en neurolog på Fiji. Dr. Acharya er specielt interesseret i epilepsi og arbejder på at øge forståelsen for sygdommen på Fiji. Jeg faldt over denne interessante artikel, hvor han skriver om det vigtige i at tage sit barn til læge og ikke til heksedoktor. Husk det nu derhjemme!

GÅ TIL LÆGE IKKE HEKSEDOKTOR

Dr. Acharya arbejder også frivilligt for en organisation der hedder ”Health on wheels” der tager ud til de små landsbyen på Fiji og undersøger børn og vokse. Måske der byder sig en mulighed for lidt frivilligt arbejde der! Men det skal jo være noget der kan passes ind med at være den hjemmegående. Vi får at se! Men allerførst, kryds lige fingre for at vi får lov at komme ind i landet…