Man undrer sig..... og så vænner man sig bare til det.

Tiden flyver afsted, og jeg har nu arbejdet på Fiji i et halvt års tid. Jeg har set hundredevis af patienter, undersøgt og skrevet rapporter om henved 50 kriminelles psykiske tilstand til retsvæsenet og været indkaldt som ”ekspertvidne” i højesteret, men mit sygehus-ID og min officielle arbejdsmail venter jeg stadig på! Alle mine erklæringer er afsendt fra min helt almindelige, kommercielle mailadresse (noget, som det danske datatilsyn ALDRIG havde godkendt!), men det er der ikke nogen der har rynket på panden over – heller ikke politidirektøren, der iøvrigt selv viser sig at bruge gmail! 

Taget i betragning af, hvor roligt tempo alt foregår i, forekom det mig da også næsten for godt, da sekretæren pludselig tilbød ”lige at oprette en digital signatur” til mig! Wow, den havde jeg ikke set komme, men JO TAK! Eftersom jeg endnu heller ikke har fået logon til hospitalets computer og printer (godt, jeg har min bærbare med hjemmefra til at skrive erklæringer på), ville det da være vildt smart lige at kunne signere ting online. Jeg takkede inderligt, og hun bad mig straks skrive min underskrift på et hvidt papir. 5 minutter efterhavde hun scannet og emailet den til mig og vupti; nu havde jeg en digital signatur i indbakken, som jeg bare kunne copy-paste, når jeg skulle underskrive noget online! Ikke lige det samme som min danske digitale signatur, men jeg må indrømme, at det er  hurtigere OG virker HVER gang!

Efter at Jakob er begyndt at lave frivilligt arbejde her, nyder jeg at dele erfaringer…. og i dag er det pludselig gået op for mig, at der skal meget mere til, før vi undres, end før i tiden. Meget bliver jo hverdag. 

St. Giles´ kvindelige læger og farmakolog på kvindernes kampdag 2019.

Omend der er masser at gøre for Jakob her, er det efterhånden også gået op for os, at han aldrig får en ansættelse som læge. Selvom han er landets bedst kvalificerede neurolog. Eneste, faktisk. Eftersom Fiji mangler læger og forsøger at rekruttere fra udlandet, kan man jo undre sig over, at de ikke har ansat ham forlængst. Meeeen….. hvis nu fx ministeren er gode venner med en læge, som godt kan lide at se neurologiske patienter, selvom han ikke har en speciallægeuddannelse, så kan det jo godt være, at ministeren ikke har lyst til at ansætte én, der er hundrede gange bedre kvalificeret til at se de selvsamme patienter…..

Man kan vist godt tillade sig at konkludere, at et gennemgående træk ved ledelsen her i landet er, at personlige interesser betyder langt mere end ”fælles bedste”. Et velkendt ordsprog her i landet lyder; ”det handler ikke om, hvor mange du kender, men hvem du kender”.  Og det er der i sandhed rigtig mange gode eksempler på! Lederen af hele Fijis fængselsvæsen er tidligere dømt for manddrab. Han slog en anden mand ihjel til premierminsiterens datters bryllup. Han blev først sigtet for mord, men sigtelsen blev ændret til manddrab. Han blev kendt skyldig og idømt fængsel – men har var løsladt igen, før der gik en måned. Umiddelbart efter fik han et topjob i regeringen OG fik den eftertragtede stilling som præsident for Fijis Rugbyforbund. Sidenhen blev han leder af hele landets fængselsvæsen. Man kunne måske forestille sig, at det havde noget med hans personlige erfaringer fra fængselsvæsenet at gøre, mens en anden teori er, at det skyldes, at han er gift med premierministeres søster…..

Demokrati, har jeg erfaret, er noget, der kan gradbøjes. I dag er premierministeren demokratisk valgt, men såvel han som oppositionslederen har tidligere lavet militærkup, og den ene har forsøgt at slå den anden ihjel. Faktisk har Fiji oplevet 4 kup de seneste ca. 30 år, senest i 2006. Nuværende premierminister er dog demokratisk valgt hele to gange. Første gang vandt han. Anden gang – umiddelbart før vi ankom – vandt han officielt også. Med 135 stemmer. Siges det. Men det tror befolkningen ifølge mine kollegaer ikke på. Utilfredsheden med ham er da også voksende, og sidste uge havde fagforeningerne varslet en fredelig protestmarch her i Suva. De havde, som man skal, søgt om lov til at gå i march. Desværre fik de afslag. Da de valgte at gå videre med protestplanerne alligevel, blev adskillige bestyrelsesmedlemmer i de pågældende fagforeninger pludselig hentet til afhøring på politistationen. Og tilbageholdt et døgn. Og for nogens vedkommende sigtet for “opfordring til uro”. Sygeplejerskernes ældre, kvindelige leder, blev også tilbageholdt over et døgn. Udenfor politistationen stod fagfællerne i stille protest indtil langt ud på natten. Og hvordan ved jeg så det? Ja, ikke fra avisen eller nyhederne, for det tør de ikke skrive om. Det ved jeg såmænd kun, fordi de er mine kollegaer. Da de løsladte fagforeningsfold holdt et møde for at drøfte, om de skulle aflyse marchen eller ej, blev mødet afbrudt af politiet, som kom for at ransage deres hovedkvarter. I aviserne blev der skrevet om, at arbejderne blev vildledt af ”fake news”, og ministrene mindede gentagne gange om, at det var ulovligt og strafbart at sprede eller trykke ”fake news”. Det blev indskærpet, at enhver, der deltog i en ulovlig forsamling, kunne retsforfølges, og at myndighederne ikke ville sky nogen midler for at opretholde ro og orden. De sociale medier var dog helt udenfor kontrol, og der begyndte at blive mumlet om et forestående nyt kup. Lederen af hæren stod frem og mindede offentligt alle soldater om, at han – og kun han – var deres leder, og at de ikke måtte adlyde ordrer forsøgt fremsat af andre. Hvilket han efterfulgte med forsikringen om, at rygterne om splittelse i hæren for resten var ”fake news”!

I fredags, på morgenen for den store dag, holdt mange vejret tilbage i spænding. Men regeringens skræmmekampagne viste sig at være en lykkedes. Fagforeningslederne afblæste protestmarchen, og de afventer nu det retslige efterspil imod dem, selvom de aldrig gik på gaden. Det forlyder, at der var en lille demonstration i New Zealand mod krænkelser af ytringsfriheden på Fiji, men det ved nok de færreste borgere her. De fortsætter med at gå på arbejde, mens vi herhjemme lærte, at demokrati ikke er enten-eller, men noget, der gradbøjes rundt omkring.

Fijians misser aldrig en fest! Her fejres “holi” (hinduistisk højtid) på hospitalet med gode kollegaer

WORK, WORK, WORK……..

Jeg har endelig sat mig for at sende en linie hjem om arbejdet her, som mange spørger om. Men helt ærligt, så ved jeg slet ikke, hvor jeg skal starte. INTET er som i Danmark, og det er både spændende, overraskende, komisk og ikke mindst UDFORDRENDE! 

UDFORDRING 1: SYGDOMSFORSTÅELSE

Forståelsen af sygdom er meget anderledes end hjemme. Generelt mener mange, at sygdomme skyldes heksekunst eller forbandelser, og derfor kan det være meget svært at overbevise patienterne om, at de skal tage deres medicin. Og før vi overhovedet når dertil, kræver det jo, at de kommer til hospitalet. En del patienter kommer med års forsinkelse efter sygdomsdebut, fordi de først har været hos diverse præster, medicinmænd og magikere. Andre kommer slet ikke, fordi de slet ikke ved, at læger kan hjælpe ved psykiatriske symptomer. Således har vi også modtaget patienter, som har været ”opbevaret” i årevis i hønsehuse eller lignende. 

UDFORDRING 2: FORSTÅELSEN AF MEDICIN!

Flertallet er skeptiske overfor medicin, fordi de ikke kan se, hvordan det skulle kunne formilde guderne eller uddrive onde ånder. Andre accepterer medicinens virkning, men synes ikke at vide, at én tablet ikke kan alt. Således tog en af mine patienters bror fornylig patientens antipsykotiske medicin, fordi han troede, det var godt for hans potens – det var jo medicin! Det resulterede i, at han sov i to dage (potensen taler vi slet ikke om), og derefter konkluderede han forskrækket, at det var noget farligt noget, som min patient da straks skulle stoppe med at tage…. En anden – og ganske snedig – kvindelig patient gav al sin medicin til manden, fordi hun var så træt af, at han altid ville have sex med hende – og det gav hende faktisk den tilstræbte ro i nogle dage!

Fornylig forsøgte jeg at forklare en patient med epilepsi, at der var en sammenhæng mellem manglende medicinindtag og krampeanfald. Efter mine allerbedste pædagogiske tiltag, spurgte jeg ham, hvad han så havde tænkt sig at gøre, når han blev udskrevet. Til det svarede han ”tage til Savusavu”. Da jeg bad ham uddybe, forklarede han, at han første gang havde oplevet krampeanfald på Savusavu, så kramperne måtte skyldes, at han havde fornærmet guderne der. Derfor måtte han naturligvis tage tilbage dertil straks og gøre det godt igen. Ikke ét ord om medicin…….

UDFORDING 3: AT VÆRE ANDERLEDES! 

På trods af kolonialisme og ulighed, så er der ingen, der ser skævt til eller bærer nag til ”hvide” her i Fiji. Tværtimod får man som europæer her meget hyppigt særbehandling, både i og udenfor hospitalet. Folk synes at forvente, at man er både klog, sød og rig, og overraskende mange også synes at forvente, at man er i familie med – eller i det mindste venner med – den engelske kongefamilie.

I hospitalsvæsenet antager både kollegaer og patienter, at man er dygtigere og mere veluddannet end de lokale. Selv lægekollegaerne er ydmyge i en grad, der gør mig lidt utilpas nogen gange. Patienterne vil - velsagtens af samme grund - meget gerne tale med mig, og jeg føler næsten, at jeg får lidt heltestatus. Hver gang jeg bevæger mig ind i sengeafdelingen, kommer der således patienter hen til mig, som komplimenterer mig og udtrykker deres uforbeholdne (og tilsyneladende meget ukritiske) kærlighed med et tilråb som ”I love you”, piften eller komplimenter. Nogle patienter vil også gerne kramme, hvilket jeg havde lidt svært ved at sige fra overfor i starten. Efter at hele familien nu har været igennem et hav af lusekure, er jeg dog blevet mere fast i forhold til at minimere den form for kontakt! En ældre herre, som er tidligere kunstner men nu mener at være Elvis, kommer altid hen og mumler ”multi-millionaire multi-millionaire”, mens han beder mig om en ny kuglepen til at tegne med. Eftersom han virkelig lader til at være overbevist om, at jeg har ubegrænsede midler, nænner jeg ikke at sige nej, så jeg forsøger altid at huske at have nogle ekstra i baghånden. Det, at komme ud af afdelingen igen, er stadig en af hverdagens største udfordringer, da jeg typisk forfølges af en mindre hale af patienter, som gerne vil høre min mening om det ene og det andet.

En enkelt patient lader sig dog ikke begejstre: På hospitalet har vi enkelte kronisk syge patienter, som har boet på hospitalet i årevis, fordi der ikke er nogen familie at sende dem hjem til. På ”female ward” har vi en enkelt sådan kvinde, som faktisk også er ”hvid”. Da hun erfarede, at hospitalet havde fået en ”hvid” ansat, erklærede hun sig voldsomt utilfreds, fordi hun ikke ønskede ”en konkurrent”, som hun sagde. Hver gang hun nu ser mig, kommer hun hen og nejer overdrevent, mens hun på påtaget affekteret og sarkastisk vis spørger mig ”how are you, your highness?”. Generelt er hun nu ikke specielt venlig overfor nogen;  også overfor de Fijianske sygeplejersker, er hun også vældig sarkastisk; hun erklærer ofte højlydt, at ”de sorte” er dovne og beskidte, alt sammen til megen overbærende fnisen fra det umådeligt tilgivende personale.  Det siges, at hun bliver ganske imødekommende, hvis hun får chokolade eller McDonalds-mad, men det har jeg ikke haft glæden af at opleve endnu.

UDFORDRING 4: RESSOURCERNE – eller manglen på samme!

Udvalget af medicinske præparater er meget begrænset i forhold til hjemme. Ikke bare har vi kun få – og relativt gamle – præparater at vælge imellem; de er også kun tilgængelige i et begrænset antal doser/styrker. Hvilken medicin og dosis vi har mulighed for at give patienterne, afhænger altså i højere grad end noget andet af tilgængelighed. Dertil kommer, at forskellige slags medicin ofte er udsolgt. Derfor kan vi pludselig blive nødt til at omlægge ellers velfungerende behandlinger med dags varsel - eller i værste fald må patienterne undvære, hvis der ikke findes noget alternativ. Sidste måned løb Fiji tør for insulin, så det måtte rationeres. Min kollegas moder, som plejer at bruge tre pakker pr måned, kunne således kun få én udleveret. Før jeg kom, løb man i en periode tør for antipsykotisk depotbehandling, hvilket betød, at en masse patienter med kronisk skizofreni fik tilbagefald og måtte indlægges. Herhjemme blev vi udfordret, da Emil fik en infektion i øregangen og der ikke var flere øredråber i landet. Heldigvis fandt vi frem til et alternativt antibiotikum i øjendråbeform, som viste sig at virke.

Lige nu er landet er ved at løbe tør for blodprøveglas, så vi sparer så meget, som vi kan, på blodprøverne….. Ingen ved, hvornår vi får nye glas igen…. Dertil er den maskine, som analyserer graviditetstest på blodprøver, i stykker  for tiden. Alternativet – graviditetstests baseret på urinstiks  - fås ikke her på hospitalerne, fordi erfaringen viser, at sygeplejerskerne alligevel bare stjæler dem. Hvis nogen skal graviditetstestes for tiden, skal vi derfor ud at købe en urintest på et privat apotek. Forleden, da vi skulle bruge en graviditetsetest til en akut syg patient,  havde hospitalet dog ikke flere penge til resten af måneden. Så måtte en af lægerne lægge ud, indtil hospitalet (forhåbentlig) kan refundere. Udenfor byen har man slet ikke adgang til graviditetstests. De unge læger fortæller, at de købte sig et lille lager med, da de var udsendt der, fordi de er vigtige at have i akutte situationer, hvor man mistænker en graviditet udenfor livmoderen (en tilstand, som kan være livstruende). En af mine kollegaer fortæller, at hun en dag på arbejdet tabte sin håndtaske, og så røg alle disse graviditetstests ud på gulvet foran sygeplejersker og ventende patienter…..

UDFORDRING 5: LOGISTIKKEN!

Logistik er også en enorm udfordring. Fiji består af 333 øer, hvoraf nogen er ekstremt afsidesliggende. Andre bor i områder i regnskoven, som kun kan nås via sejlads ad floden eller i en stædig 4-hjulstrækker. Mobildækningen lader en del tilbage at ønske. En naturlig konsekvens er, at langtfra alle har adgang til lægehjælp. Og selv i de lokalområder, hvor man har adgangen, løber man hyppigt tør for medicin, hvilket kan resultere i lokale ”bølger” af sygdomstilfælde og/eller dødsfald.

UDFORDRING 6: EGENBETALING (okay, at kalde det udfordring er måske så meget sagt, men det sætter da de danske forhold i perspektiv…!)

Jeg tænker på, hvordan jeg derhjemme blev lidt provokeret over, at vi ansatte selv skulle betale vores kaffe. Her må jeg dog sige, at egenbetalingen når nye højder: Man betaler ikke bare egen kaffe, men må også købe sit eget krus til at drikke af. For at få nøgler må man låne en kollegas og få lavet sine egne kopier! Papir og kuglepenne medbringer man også selv, og forlægger man sin kuglepen et kort øjeblik, forsvinder den utvivlsomt. En smart detalje ved det umådeligt krusede hår, som Fijans har, er, at man let kan sætte sine kuglepenne fast i det, også selvom det måske er helt kort (ja, evolutionen har her nået nye højder!).

Derfor går alle rundt med deres kuglepenne i håret, og jeg må indrømme, at jeg også selv har set lyset og er blevet vældig glad for at have min egen siddende i hestehalen!

OG SÅ MÅ JEG LIGE NÆVNE DE BANKENDE, VARME HJERTER:……

Noget af det, som gør det allermest givende og meningsfyldt at arbejde her, er samarbejdet med plejepersonalet, som generelt er så omsorgsfuldt og overbærende, at man nogle gange bliver helt rørt. Meget af det skyldes nok de grundlæggende og alt-gennemsyrende værdier i Fijis kultur; generøsitet, hjælpsomhed og tilgivelse. Man deler, og man giver det bedste man har, til sin gæst, ligegyldigt hvor fattig man er. Man behandler andre med respekt, og man tilgiver altid andres fejl.

På arbejdet viser gavmildheden sig blandt andet, når sygeplejerskerne tager en af vores kroniske patienter med hjem til sig selv i week-ender eller til højtider, så de kan få lidt luftforandring. Eller når lægerne går ud og køber medicin til patienterne, fordi hospitalet er løbet tør. Også en af de lokale politibetjente har vist sig at have et hjerte ud over det sædvanlige. En af vores kroniske patienter foretrækker at bo på gaden i Suvas midtby. Når han ikke får sin medicin, bliver han rigtig forpint, men han har ikke selv indsigt i sammenhængen. Derfor kommer betjenten (i daglig tale omtalt som ”the saint of the police force”) og henter medicin til ham med regelmæssige mellemrum. Hver uge overdrager politimanden så medicinen sammen med 20 dollars af hans egen lomme til en dame, som har en madbod på byens marked. For de penge giver hun patienten et dagligt måltid mad, som hun så iblandet hans knuste tabletter. Patienten selv tror, at damen fra madboden er hans velgører, og sådan bliver det forhåbentligt ved med at være.

Læringskurven slår et knæk opad!

 Nu har jeg taget hul på min fjerde arbejdsuge på St. Giles. Tiden FLYVER afsted, og min læringskurve er STEJL! Jeg er blevet taget meget varmt imod og alle er vildt søde (selvfølgelig, det er jo Fiji ;-) . Mit førstehåndsindtryk af hospitalet er, at patienterne er meget syge, rammerne er ekstremt utidssvarende og udvalget af tilgængelig medicin er begrænset, men personalet er meget omsorgsfulde og dygtige! Både læger og sygeplejersker imponerer mig med deres viden. Sygeplejerskernes journalnotater er grundigere og mere brugbare, end hvad jeg oplever hjemme. Det viser selvfølgelig, at de er fagligt godt klædt på, men dertil også, at de har mere tid med patienterne, end de har hjemme. Det gør en kæmpe forskel for patienternes tryghed, indsigt og adfærd, men også for vi lægers grundlag for at træffe beslutninger. Inddragelse af patienternes familie i behandlingen er et absolut must; ingen patienter udskrives uden klare aftaler om, hvilke familiemedlemmer der tager ansvar for deres medicinske behandling og sociale forhold. At udskrive nogen til gaden er utænkeligt, for det anses ganske enkelt for uanstændigt (i modsætning til i Danmark!). Af samme grund har enkelte patienter været indlagt i årevis. Alt i alt er der god hjælp at hente for de psykisk syge, som kommer her, men desværre et det formentlig kun få, der når frem, for….

Uvidenheden om psykisk sygdom er altoverskyggende, og psykisk sygdom er forbundet med stor, stor skam! Mange familier forsøger at skjule psykisk sygdom, blandt andet fordi det er vanskeligt at gifte en psykisk syg bort. Mange tror, at psykisk sygdom skyldes heksekunst, besættelse eller lignende, og de søger hjælp hos medicinmænd og religiøse overhoveder, som udsætter patienterne for lidt af hvert. Andre skjuler den syge, hvorfor nogen af vores patienter har været indespærret i årevis i eksempelvis hønsehuse. At komme hertil og blive anerkendt og respekteret, er en enorm lettelse for mange.

Generelt lider de patienter, som kommer til hospitalet, af sygdomme af en type og en sværhedsgrad, der gør, at omgivelserne har opgivet at håndtere dem selv (og der skal i mange tilfælde MEGET til, før de når dertil!). Det betyder, at vi ser meget få patienter med depression, mens vi ser rigtig mange med mani og psykoser. Hvor paranoide patienter i Danmark ofte mener sig forfulgt eller overvåget af CIA, mens maniske mener sig særligt dygtige og kloge, dominerer vrangforestillinger om religion og overtro billedet her. Således mener maniske patienter her typisk, at de er ”God-gifted”, og at de af Gud er udvalgte til at udrette noget stort, mens de paranoide mener sig udsat for ”witch-craft” og forbandelser fra familie eller andre. Hvornår de utrolige historier og overbevisninger går fra at være almindelig tro til et sygt sinds vrangforestillinger, har en kulturel novice som jeg brug for gode kollegaer til at afgøre - og læringskurven er stejl! For eksempel har jeg lært, at det er normalt at nære mistillid til politiet, at tilbede kava[1]på religiøs vis og at benytte afdødes hår til ”witchcraft”!

[1]Lokal sløvende drik, som på alle måder minder om mudder, og som er ekstremt populær på hele Fiji (noget, man som udlænding vist aldrig kommer til at forstå!)

Job-start

Når jeg fortæller folk her, at jeg skal arbejde på St. Giles (Fijis psykiatriske hospital), bliver de synligt overraskede og siger ”hmmm….” eller ”wow…..” eller ”ooooh!”. Engang Jakob kommenterede, at det nok blev ligesom at lande på månen for mig, svarede en læge herfra: ”ja, bare værre!”. Det går op for mig, at jeg simpelthen INTET aner om, hvad jeg skal forvente. Jeg har ikke kunnet finde ret meget information om stedet på nettet, når ses bort fra den avisartikel fra et par år tilbage, der handler om, at hospitalet har fået et TV. Dem, der har ansat mig, arbejder der ikke selv og kan heller ikke rigtig svare på spørgsmål. Hvad tæntke jeg egentlig, da jeg søgte det job? (Ikke ret meget tror jeg - det var jo i virkeligheden en ret pludselig indskydelse på en grå vinterdag, hvor drømme om kokospalmer og solskin fejede al fornuft til side!).

Det har været en lang rejse at nå hertil. Fra ideen opstod i januar, gik der ikke mange minutter, før jeg havde mailet til en række sundhedsmyndigheder og hospitaler i Stillehavet. En mere formel ansøgning blev afsendt til Fiji i februar. I månederne der fulgte, ventede jeg først med det, der føltes som stor tålmodighed, siden rykkede jeg, og efterhånden følte jeg næsten, at jeg både bønfaldt og stalkede ministeriet her på Fiji for at få dem til at ansætte mig.

En sen nattetime hjemme i Danmark; jeg venter spændt på mit jobinterview over Skype….

Undervejs overvejede jeg at give op flere gange (især mens der var lækkert sommervejr i Danmark ;-). På trods deraf har jeg sidenhen erfaret, at man her har set min ansøgning som en højst overraskende gave, der dumpede ned fra himlen! Længe har man desperat manglet en psykiatrisk speciallæge på St. Giles, som har ca. 130 indlagte patienter og 5000 årlige ambulante konsultationer. Og det viser sig, at man næsten slet ikke kan vente, til jeg starter!! Den sidste uge har ministeriet faktisk sendt mig nogle (lidt bekymrende) beskeder for at høre, om jeg kunne starte før end planlagt, nærmere betegnet STRAKS (at det ikke er sket, skyldes, at vi på det tidspunkt nød livet udenfor wifi- og telefondæknin

Beskederne har dog yderligere øget spændingen før opstarten i morgen…. mon de betyder, at jeg møder ind til et hospital i stor krise? En nylig ildebrand? Dødsfald? Personale-flugt? Eller er det et udtryk for dårlig planlægning, havde vagthavende læge drukket for meget kava eller ville det bare lige være belejligt, at jeg kom lidt før?

Det ene øjeblik glæder jeg mig, det andet øjeblik er jeg ved at dø af skræk og tæt på at fortryde. Helt ærligt, så har jeg sjældent følt mig så levende som lige nu…. 

Brikkerne falder på plads

Præcis to uger efter ankomst er de mest presserende praktiske udfordringer vinget af: 

-      Vi har lejet en lejlighed, og det lykkedes os at finde en med 3 værelser og pool i en cyklon-sikker bygning på en tsunami-beskyttet bakketop. Dertil har den endda en ovn og AIR-CONDITIONING! Måske lyder det let, men det var det ikke (hvilket huslejen vidner om!)

-      Jeg har fået et Fiji-ID og skattekort, et visum med arbejdstilladelse og en ansættelseskontrakt!!!!!!!!!!!!

-      Efter to tidskrævende besøg og 6-7 telefonsamtaler med min nye bank har jeg oprettet en bankkonto og vistnok også fået overbevist bankrådgiveren - og sidenhen også bankdirektøren - om, at jeg nok skal få betalt den husleje ;-)

-      Vi har købt os en bil, og vi har allerede lært, at sådan en hybrid også kan løbe tør for benzin….

-      Vi har indmeldt børnene på en skole

-      Jeg har fået købt en espresso-maskine!

Nu sidder vi på vores ca 20 m2 hotelværelse og glæder os til at overtage vores nye hjem den 22/12. I mellemtiden fortsætter vi da bare med at spise på restaurant tre gange om dagen og dele hver eneste lille prut, vi slår, med hinanden, mens vi føler os mega heldige!

I banken (igen)…..

Venstre-kørsel…. lidt scary!

HVERDAG SØGES!!!

 Efter nu en uge på Fiji er status: vi har stadig hverken visum eller bolig, og nu heller ingen pas!!!

Forklaring: Da vi landede i Nadi, blev vi til vores store overraskelse modtaget af en repræsentant fra ministeriet, som holdt klar med en mini-van til at køre os til Suva, hvor de har booket et dejligt hotel de første 30 dage. Sikken positiv overraskelse – havde vi vidst det, kunne vi endda have sparet at booke hotel selv ;-) At vi ikke havde noget visum tog de helt cool i lufthavnen; vi fik bare en 14 dages opholdstilladelse indtil det faldt på plads. Vi afleverede vores pas til ministeriet, så de kunne fikse det til i mandags. Nu her, fredag, venter vi stadig spændt, men det forlyder, at det skulle ske i eftermiddag (?!!!!).

Hverdagene har vi brugt på at kigge på bil og bolig. Bilen er købt – en hybrid, som vi skulle få i eftermiddag (efter sigende…. vi får se;-). Bolig er værre. Vi har set en del huse/lejligheder af svingende standard; udfordringen er at få noget med mere end to værelser, og når man så også gerne vil have adgang til pool, bliver det rigtig svært. Vi har talt med flere ejendomsmægler og efterhånden lært, at man ikke skal vente på, at de ringer tilbage, men derimod nær-stalke dem! Vi fandt en lejlighed, som vi stort set havde besluttet os for, da den blev taget af nogen andre. Nu håber vi at kunne se et par stykker mere i dag, men tiden løber – det er ved at være frokost-tid, og ejendomsmæglerne har endnu ikke fundet et muligt tidspunkt….

Så status er: vi får formentlig snart en bil og forhåbentlig snart vores pas, mens bolig nok desværre trækker lidt mere ud. Kryds endelig fingre!!!

På vej

Så befinder vi os langt ude over Stillehavet. Den seneste uge har været tætpakket med klargøring af huset til lejerne, pakning og tagen afsked med familie og venner. Efter et par døgns rejsetid nærmer vi os nu Fiji, og vi har fået en forsmag på ”Fiji-time”; det særdeles rolige tempo, alting foregår i på øerne….. Vi fik nemlig kun med nød og næppe lov at boarde flyet dertil, fordi ministeriet ikke har lavet vores visum færdigt. Heldigvis var lufthavnsfolkene forstående, da jeg en smule presset fremviste mit brev med tilbud om ansættelse på sygehuset.  De havde sjovt nok ikke problemer med at tro på, at det med visum gik liiiidt langsomt. Dog advarede de os om, at vi muligvis ikke ville blive lukket ind i landet uden en snarlig returbillet. Nu har jeg skrevet en sidste gang og bedt ministeriet skynde sig at udstede det visum og hey; flyturen tager jo 10 timer, så de har stadig tid!!! 

Udover spændingen over, hvordan vi kommer ind i landet, er jeg også spændt på at kaste et første blik på vores nye land. Er det så smukt, som jeg forestiller mig? Og er folk virkelig så søde, som det siges? Og mest af alt; HVORDAN bliver det at arbejde der?

Anne 15/10 2018

Jeg har arbejdet på Århus Universitetshospital i Risskov i en årrække, de seneste par år som overlæge i den psykiatriske skadestue. Jeg elsker mit arbejde, fordi jeg møder så mange spændende og søde mennesker - både patienter og kollegaer. I januar følte jeg mig dog presset til at sige op efter svære overvejelser, fordi jeg efterhånden skammede mig over forholdene for patienter og ansatte og følte mig presset til at tage beslutninger, som kunne holde mig vågen om natten bagefter.

I min opsigelsesperiode sad jeg en dag og så DR Ramasjang med min datter, Sofie. Vi så et fint program, om en norsk børnefamilie, som flyttede ud på en lille fjerntliggende ø i Stillehavet. Sofie spurgte, om vi ikke kunne prøve at bo der også.

SE FLASKEPOST FRA STILLEHAVET HER

Det affødte en googlesøgning for at afklare, hvor øen overhovedet lå, og det ene førte til det andet. Vi læste om forskellige stillehavsøer, og drømme blev vakt.

Jeg skrev en lang mail til en række sundhedsministerier og læger på forskellige stillehavsøer. Jeg udvalgte dem efter tre kriterier: De skulle være engelsktalende. Der skulle ikke være malaria. Og der skulle være mulighed for at få fjernet en blindtarm! Det første var afgørende, fordi det gjorde det praktisk muligt at kommunikere med patienter. Det andet var afgørende, fordi vi har haft en hulens ballade, de få gange vi har været nødt til at give Sofie piller. Og så synes jeg simpelthen ikke, det er forsvarligt at bo med sine børn et sted, hvor man ikke kan få fjernet sin blindtarm!

To øer svarede tilbage; Nauru og Fiji. Nauru var suspekt hurtige til at svare. Ved nærmere googling viste det sig, at øen var ekstremt isoleret, havde en omkreds på blot 22 km og dertil havde godt 3000 flygtninge interneret, som var afvist af Australien, og som levede under dybt uetiske forhold. Det gik jo ikke….

Fijis sundhedsministerium skrev tilbage med en henvisning til et jobopslag, hvor de søgte læger. Fiji lød fedt, så den tog vi.

I ansøgningen skulle man anføre de tre lægelige specialer, man helst ville arbejde i?? Jeg skrev, at jeg kun kunne psykiatri. Heldigvis viste de sig at mangle psykiatere. Faktisk gik det efter lang tid op for mig, at de måske slet ikke har nogen psykiatere overhovedet, trods det, at de har et psykiatrisk hospital med godt 130 sengepladser!

Ansøgningsprocessen kan stort set ikke beskrives med ord. Over 20 sider på engelsk blev sendt. Jeg hørte intet. Jeg rykkede. Og rykkede. Månederne gik, og indimellem blev jeg bedt om at sende mere info. Gamle ledere var søde at lave anbefalinger - og lave dem om igen, når det viste sig, at der skulle være brevhoved og stempler på, for at de kunne bruges. Jeg stiftede et frustrerende og komisk første bekendtskab med “Fiji Time”. Lad mig bare sige, at det efterlader én med det indtryk, at INGEN dog kan lide af stress på Fiji!

Efter lang tid, blev et Skype-jobinterview planlagt. Jakob og jeg sad oppe og ventede, til tidspunktet skulle oprinde på en almindelig hverdagsnat. Kaffemaskinen kom på overarbejde. Da tiden kom, fik jeg en mail om, at de lige skulle kigge mine papirer igennem, men ville ringe op om 15-20 minutter. 35 minutter senere ringede de. Jeg blev interviewet af to søde læger; den ene var urinvejskirurg, den anden fødselslæge. Som de sagde, så kunne de ikke lige finde en psykiater! Til gengæld var de meget søde og spurgte interesserede ind til mit speciale. Sluttelig sagde de, at deres formål var at afklare, om jeg ville passe ind på Fiji, og tilsyneladende gik det godt. De sagde, at de lige skulle tale sammen, og så ville de give lyd tilbage “very soon. Very very soon!”. Vi overvejede at sidde op og vente, men heldigvis gik vi i seng - tilbagemeldingen kom efter otte dage og en enkelt rykker fra min side ;-)

Sidenhen tog tingene endelig fart. En mundtlig aftale om ansættelse blev indgået. Selvom jeg ikke havde en kontrakt, købte vi til sidst billetterne i erkendelsen af, at den slags er detaljer! Huset blev annonceret til leje og de praktiske forberedelser kunne begynde. Stemningen i hjemmet var høj - og til tider også lidt presset og nervøs. Og det er den sådan set stadig nu her, hvor der er cirka fem uger til afgang……