I dag er det præcis tre måneder siden at vi forlod Danmark og startede vores Fiji eventyr. Hvis i har flugt med her på siden ved i, at der har der har været mange store oplevelser, men det er også blevet hverdag. Helt naturligt er det ikke så sjovt længere, når livet ikke kun er hvide sandstrand og snorkling. Jeg tror fortsat Anne har det virkeligt godt på hendes arbejde, men resten af familien er ramt af lidt af en 3 måneders krise. Selvom den nye skole faktisk er rigtig god (uden tvivl det bedste valg), så er det alligevel en hård tid for begge børn. De har været syge med forkølelse og feber og har måtte tage et par sygedage, hvilket ikke har gjort det nemmere at falde til på skolen. De er ret drænede for energi når de kommer hjem, og så er der jo lektier der skal laves.
Som teenager har Emil det nemt med at give udtryk for sin frustration. Det mest positive der kommer ud af munden på ham er ”det er ok”, der så mange gang faktisk viser sig at betyde ”nej (tak)”.
Far: “Emil vil med du med ned på markedet og købe ind?”
Emil: ”(nej) det er ok”, hvor nej altså på en eller anden måde er underforstået eller udtalt så lavt at man ikke kan høre det.
Jeg overvejer lidt om jeg skal lave mit ”velkommen hjem fra skole” spørgsmål om fra ”har du haft en god dag” til ”hvor dårlig har din dag været”?
Selv umiddelbart positive oplevelser viser sig på en eller anden måde at være noget lort. Jeg tror han lever lidt efter ordsproget ”der er ikke noget der er så godt, at det ikke er skidt for noget”. Tag nu f.eks. i tirsdags hvor Emil skulle til en svømmetest, som han var lidt nervøs for at klare dårligt. Han kommer så hjem og fortæller at han var den bedste på holdet, og den hurtigste til at svømme crawl. “FEDT MAN” siger jeg så! Men nej, det viser sig så at han som følge deraf, nu skal viser alle de andre børn hvordan man svømmer diverse svømme-arter og samtidige har meget svært ved at forstå og høre instruktionerne fra den meget gnavne gamle og overvægtige svømmetræner. Nu ønsker han sig vist tilbage til en mere anonym rolle i svømme-timerne…
Sofies humør er jo som altid generelt godt, med periodevise totale nedsmeltninger (et personlighedstræk der går igen hos andre kvinder i familien, ingen nævnt ingen glemt). Hun har ellers også sine udfordringer. Specielt er det jo fortsat svært med sproget når alt foregår på engelsk.
I denne uge har de haft et emne om ”Social injustice”. Sofie kommer hjem og spørge hvad injustice præcis betyder? Hun vidst godt at ”justice” betyder retfærdighed, så hun havde resoneret sig frem til at injustice måtte betyder at være lige der ”in” midt i retfærdigheden. Så gav læreren nogle eksempler på ”Social injustice” og det gav ligesom ikke mening…
Alle de andre fag foregår jo også på engelsk. F.eks. faget ”world languages” hvor de i Sofies klasse bliver introduceret til sprogene Hindi, Mandarin, Fiji og Fransk inden de så til næste år skal vælge et af sprogene som de så fortsætter med i 6. klasse. Aktuelt lærer Sofie så Hindi, hvor undervisningen foregår på engelsk, det er altså svært at følge med i, og ikke let for mig at hjælpe med når hun kommer hjem. Jeg synes godt nok jeg kan rigtigt meget, men lige Hindi, nej vel…
I et forsøg på at styrke det engelske havde jeg tilmeldt Sofie til fritidsaktiviteten ”English for non-native speakers” som er hver onsdag-eftermiddag på skolen. Efter den første onsdag eftermiddag er jeg meget spændt på at høre hvordan det er gået. Det viser sig så at Sofie har været til ”Prime Time Math Club” (en aktivitet for elever der har særligt talent for matematik) i stedet??? Jeg spørger til hvordan det kan være og det er lidt svær at blive klog på. Men pludselig var alle børnene væk fra Sofies klasse og hun kunne vist ikke lige huske hvad hun skulle. Så fik hun heldigvis øje på en veninde fra klasse og gik med hende, hun skulle åbenbart til matematik. Men ”Prime Time Math Club” er åbenbart sjovt, så nu går hun til det i stedet, det er jo også på engelsk. To fluer med et smæk…
Som familie-ansvarlig CFO tager humøret lidt farve efter resten af familien, så krisen har også smittet lidt af her. Til min store frustration er det endnu ikke lykkedes at få godkendt mine papirer så jeg kan lave lægearbejde her på Fiji. Men det er en laaaang historie som jeg lover at skrive et indlæg om senere (når der forhåbentligt er en lykkelig slutning på historien). I mellemtiden forsøger jeg er håndtere krisen med musik (tak til Tina Dickow) og hård fysisk træning (jeg lover at gå i gang, når det ikke er så varmt længere). Og her nu hvor klokken snart er 11.00, vil jeg typisk have så ondt af mig selv, at jeg vil gå på udkig efter et eller andet at trøstespise mens jeg vasker tøj (eller anden lignende meningsløs aktivitet). Et hurtigt blik i skabene i dag afslører, at der ikke er meget der frister. Jeg finder dog lidt af Emils hjemmelavede chokolade (jeg får ikke tak for at sætte det til livs) og der er selvfølgelig iskold Gin og Tonic… Jakob vær stærk ikke før middag…