Når jeg fortæller folk her, at jeg skal arbejde på St. Giles (Fijis psykiatriske hospital), bliver de synligt overraskede og siger ”hmmm….” eller ”wow…..” eller ”ooooh!”. Engang Jakob kommenterede, at det nok blev ligesom at lande på månen for mig, svarede en læge herfra: ”ja, bare værre!”. Det går op for mig, at jeg simpelthen INTET aner om, hvad jeg skal forvente. Jeg har ikke kunnet finde ret meget information om stedet på nettet, når ses bort fra den avisartikel fra et par år tilbage, der handler om, at hospitalet har fået et TV. Dem, der har ansat mig, arbejder der ikke selv og kan heller ikke rigtig svare på spørgsmål. Hvad tæntke jeg egentlig, da jeg søgte det job? (Ikke ret meget tror jeg - det var jo i virkeligheden en ret pludselig indskydelse på en grå vinterdag, hvor drømme om kokospalmer og solskin fejede al fornuft til side!).
Det har været en lang rejse at nå hertil. Fra ideen opstod i januar, gik der ikke mange minutter, før jeg havde mailet til en række sundhedsmyndigheder og hospitaler i Stillehavet. En mere formel ansøgning blev afsendt til Fiji i februar. I månederne der fulgte, ventede jeg først med det, der føltes som stor tålmodighed, siden rykkede jeg, og efterhånden følte jeg næsten, at jeg både bønfaldt og stalkede ministeriet her på Fiji for at få dem til at ansætte mig.
En sen nattetime hjemme i Danmark; jeg venter spændt på mit jobinterview over Skype….
Undervejs overvejede jeg at give op flere gange (især mens der var lækkert sommervejr i Danmark ;-). På trods deraf har jeg sidenhen erfaret, at man her har set min ansøgning som en højst overraskende gave, der dumpede ned fra himlen! Længe har man desperat manglet en psykiatrisk speciallæge på St. Giles, som har ca. 130 indlagte patienter og 5000 årlige ambulante konsultationer. Og det viser sig, at man næsten slet ikke kan vente, til jeg starter!! Den sidste uge har ministeriet faktisk sendt mig nogle (lidt bekymrende) beskeder for at høre, om jeg kunne starte før end planlagt, nærmere betegnet STRAKS (at det ikke er sket, skyldes, at vi på det tidspunkt nød livet udenfor wifi- og telefondæknin
Beskederne har dog yderligere øget spændingen før opstarten i morgen…. mon de betyder, at jeg møder ind til et hospital i stor krise? En nylig ildebrand? Dødsfald? Personale-flugt? Eller er det et udtryk for dårlig planlægning, havde vagthavende læge drukket for meget kava eller ville det bare lige være belejligt, at jeg kom lidt før?
Det ene øjeblik glæder jeg mig, det andet øjeblik er jeg ved at dø af skræk og tæt på at fortryde. Helt ærligt, så har jeg sjældent følt mig så levende som lige nu….