Jeg har arbejdet på Århus Universitetshospital i Risskov i en årrække, de seneste par år som overlæge i den psykiatriske skadestue. Jeg elsker mit arbejde, fordi jeg møder så mange spændende og søde mennesker - både patienter og kollegaer. I januar følte jeg mig dog presset til at sige op efter svære overvejelser, fordi jeg efterhånden skammede mig over forholdene for patienter og ansatte og følte mig presset til at tage beslutninger, som kunne holde mig vågen om natten bagefter.
I min opsigelsesperiode sad jeg en dag og så DR Ramasjang med min datter, Sofie. Vi så et fint program, om en norsk børnefamilie, som flyttede ud på en lille fjerntliggende ø i Stillehavet. Sofie spurgte, om vi ikke kunne prøve at bo der også.
SE FLASKEPOST FRA STILLEHAVET HER
Det affødte en googlesøgning for at afklare, hvor øen overhovedet lå, og det ene førte til det andet. Vi læste om forskellige stillehavsøer, og drømme blev vakt.
Jeg skrev en lang mail til en række sundhedsministerier og læger på forskellige stillehavsøer. Jeg udvalgte dem efter tre kriterier: De skulle være engelsktalende. Der skulle ikke være malaria. Og der skulle være mulighed for at få fjernet en blindtarm! Det første var afgørende, fordi det gjorde det praktisk muligt at kommunikere med patienter. Det andet var afgørende, fordi vi har haft en hulens ballade, de få gange vi har været nødt til at give Sofie piller. Og så synes jeg simpelthen ikke, det er forsvarligt at bo med sine børn et sted, hvor man ikke kan få fjernet sin blindtarm!
To øer svarede tilbage; Nauru og Fiji. Nauru var suspekt hurtige til at svare. Ved nærmere googling viste det sig, at øen var ekstremt isoleret, havde en omkreds på blot 22 km og dertil havde godt 3000 flygtninge interneret, som var afvist af Australien, og som levede under dybt uetiske forhold. Det gik jo ikke….
Fijis sundhedsministerium skrev tilbage med en henvisning til et jobopslag, hvor de søgte læger. Fiji lød fedt, så den tog vi.
I ansøgningen skulle man anføre de tre lægelige specialer, man helst ville arbejde i?? Jeg skrev, at jeg kun kunne psykiatri. Heldigvis viste de sig at mangle psykiatere. Faktisk gik det efter lang tid op for mig, at de måske slet ikke har nogen psykiatere overhovedet, trods det, at de har et psykiatrisk hospital med godt 130 sengepladser!
Ansøgningsprocessen kan stort set ikke beskrives med ord. Over 20 sider på engelsk blev sendt. Jeg hørte intet. Jeg rykkede. Og rykkede. Månederne gik, og indimellem blev jeg bedt om at sende mere info. Gamle ledere var søde at lave anbefalinger - og lave dem om igen, når det viste sig, at der skulle være brevhoved og stempler på, for at de kunne bruges. Jeg stiftede et frustrerende og komisk første bekendtskab med “Fiji Time”. Lad mig bare sige, at det efterlader én med det indtryk, at INGEN dog kan lide af stress på Fiji!
Efter lang tid, blev et Skype-jobinterview planlagt. Jakob og jeg sad oppe og ventede, til tidspunktet skulle oprinde på en almindelig hverdagsnat. Kaffemaskinen kom på overarbejde. Da tiden kom, fik jeg en mail om, at de lige skulle kigge mine papirer igennem, men ville ringe op om 15-20 minutter. 35 minutter senere ringede de. Jeg blev interviewet af to søde læger; den ene var urinvejskirurg, den anden fødselslæge. Som de sagde, så kunne de ikke lige finde en psykiater! Til gengæld var de meget søde og spurgte interesserede ind til mit speciale. Sluttelig sagde de, at deres formål var at afklare, om jeg ville passe ind på Fiji, og tilsyneladende gik det godt. De sagde, at de lige skulle tale sammen, og så ville de give lyd tilbage “very soon. Very very soon!”. Vi overvejede at sidde op og vente, men heldigvis gik vi i seng - tilbagemeldingen kom efter otte dage og en enkelt rykker fra min side ;-)
Sidenhen tog tingene endelig fart. En mundtlig aftale om ansættelse blev indgået. Selvom jeg ikke havde en kontrakt, købte vi til sidst billetterne i erkendelsen af, at den slags er detaljer! Huset blev annonceret til leje og de praktiske forberedelser kunne begynde. Stemningen i hjemmet var høj - og til tider også lidt presset og nervøs. Og det er den sådan set stadig nu her, hvor der er cirka fem uger til afgang……